Undervisningsforløb
Her vises et par undervisningsforløb, der er blevet anvendt i forbindelse med skolens deltagelse i Unesco-skolernes projekt om Den Transatlantiske Slavehandel (»TST«-projektet). De er tænkt som inspiration for andre fransklærere, eller som invitation til andre fag som oplæg til tværfagligt samarbejde.
Vi kan også henvise til netværkets hjemmeside på adressen www.unesco-asp.dk, der hele tiden vil blive opdateret og nye undervisningsforløb vil blive lagt ind. Her vil man efterhånden også kunne finde nye og spændende links.
AFRIKA I DAG
Fag:
Fransk
Tema/emne:
Om unge afrikaneres leveforhold i dag.
Målsætning:
At bevidstgøre eleverne om jævnaldrende unges forhold i Afrika, samtidig med at de lærer fransk.
Kort forløbsbeskrivelse:
Med udgangspunkt i »A l’ombre du Baobab«, et tegneseriealbum, lavet af frankofone afrikanere, behandles forskellige temaer, som er afgørende for de unge afrikaneres fremtid: 1) sundhed og seksualitet, 2) børnesoldater, 3) uddannelse, 4) vold i familien, 5) gadebørn og 6) kvindens stilling. De enkelte tegneserier, som generelt er korte, tages op én efter én, sådan som det passer ind i det øvrige program, og på det tidspunkt, som passer med elevernes grammatikindlæring. Billederne egner sig til en elementær samtale på fransk om vigtige problemer, og de taler også til elevernes følelser. Kan kombineres med andet materiale, f.eks. et DR-dokumentarprogram om »Krigens børn«.
Målgruppe/klassetrin/aldersgruppe:
1.-2.g, fransk begyndersprog
Undervisningsform/er:
En kombination af klasseundervisning og gruppearbejde. Bl.a. på grundlag af en hjemmeside, vi lavede.
Materialer:
»A l’ombre du Baobab« (Equilibres & Populations, 2001)
Varighed:
Som »små dryp« over et semester.
MARTINIQUE
Fag:
Fransk
Tema/emne:
Om udviklingen på Martinique efter kolonitiden
Målsætning:
At bevidstgøre eleverne om jævnaldrende unges forhold på de franske Antiller i dag og give dem en viden om den transatlantiske slavehandel
Kort forløbsbeskrivelse:
Euzhans Palcy’s prisbelønnede film »Rue Cases-nègres« (fra 1983), der er lavet på baggrund af Zobel’s bog af samme navn, vises, og bagefter læses en transskription af filmens dialog. Især arbejdes der med forholdet mellem drengen José og hans bedstemor, M’man Tiné, og en ældre mand, Médouze. Via Médouze berettes der om slavetransporten fra Afrika til Caribien, og man får et indtryk af det hårde arbejde på sukkermarkerne. Også forholdet mellem sorte og hvide i nutiden illustreres.
Målgruppe/klassetrin/aldersgruppe:
2.g, fransk fortsættersprog eller 3.g, fransk begyndersprog, højt niveau
Undervisningsform/er:
En blanding af klasseundervisning, parøvelser og gruppearbejde.
Materialer:
Filmen »Rue Cases-Nègres« og en transskription af filmens dialog (fra Sylvie César: »«Rue Cases-Nègres" du Roman au Film, l’Harmattan, 1994)
Varighed:
Ca. en måned.