Gymnasieelever sætter igen selv musical op
Mastodonten har spejdet ind i øvelokalerne og er nu overbevist om, at endnu en elevstyret succes er i støbeskeen ...
”Selvgjort er velgjort!” har de seneste par år været de musicalinteresserede elevers motto på Vesthimmerlands Gymnasium og HF. Efter sidste års store succes med opsætningen af musicalen om Herkules, ”En Helt man vil Huske”, kaster de sig nu over Shakespeares ”En Skærsommernatsdrøm”. En skrivegruppe på 4 (Kathrine Svensmark, Karla Rasmussen, Ida Odds Holmstrup, alle fra 3k, og Anne Hjortlund fra 3a) har med inspiration i det oprindelige stykke lavet et manuskript, og Karla Rasmussen (3k), Kim Jakobsen (3x) og Anne Hjortholm (3a)sætter sig i instruktørstolene.

Humøret er højt hos de deltagende skuespillere (foto: Trine Madsbøll)
Hr. Shakespeares univers bliver så peppet op med 13 iørefaldende musiknumre, og her er de ansvarlige Mathias Kastbjerg, Henrik Møller og Mikkel Beirholm (alle 3k). Amalie Svendsen fra 2x bliver danseinstruktør, og scenografiansvarlige er Mette Lykke Aarup (3k) og Anne Hjortholm (3a). Inge og Nete fra 3x kan kalde sig ”stagemanagers” og ansvarlige for PR og andre ting.

En stor blæsergruppe medvirker i musicalen (Foto: T. Madsbøll)
Og så er der alle dem, der skal fylde rollerne ud. Der har været holdt audition, og her var interessen overvældende. Nu er rollerne fordelt, og til den første øvedag mødte mere end 60 elever frem.

Hele holdet bag den kommende musical (Foto: T. Madsbøll)
En tre-fire musiklærere holder sig klar i kulissen, parate til at bakke eleverne op i deres arbejde med at skabe endnu en publikumssucces ved premieren i det nye år, så i alt er omkring 90 personer involveret i ”En Skærsommernatsdrøm”.
Jørgen Jørgensen