Rusmiddelpolitik

Vesthimmerlands Gymnasium og HF ønsker at tage det samfundsmæssige ansvar alvorligt, som påhviler en uddannelsesinstitution. Med udarbejdelsen af denne rusmiddelpolitik ønsker skolen at være klar og tydelig i sine krav til elever, så de kan navigere i skolemiljøet, uden at det volder problemer for skolelivet.

Retningslinier

Elevers rusmiddelforbrug – inkl. det uden for skolen – influerer på deres deltagelse i undervisningen. Dvs. at både beruselse og eftervirkninger heraf er uacceptable.

Rusmiddelpolitikken omfatter følgende områder:

  • Alkoholindtagelse
  • Andre rusmidler, f.eks. hash, narkotika og andre euforiserende stoffer

Vesthimmerlands Gymnasium og HF anser det for uacceptabelt, at ...

  • elever medbringer eller indtager nogen form for rusmidler på skolen
  • der indtages alkohol på hytteturen i 1g / 1hf.
  • der på studieture indtages alkohol i undervisningstiden. Alle skal deltage aktivt i studieturens program, og elever skal derfor møde ædru.

Som et led i at sikre et godt arbejds- og studiemiljø kan ledelsen ved særlige lejligheder give tilladelse til servering af alkohol:

  • Ved Hebefester, skolefester, fredagscafé, koncerter, filmaftener eller andre arrangementer uden for normal arbejdstid. Sådanne arrangementer skal ligge på tidspunkter og steder, hvor det ikke virker forstyrrende på undervisning og omgivelser. Der deltager en medarbejderrepræsentant, der har det overordnede ansvar.
  • Ved skolens fredagscafé, koncerter, filmaftener mv. må der kun udskænkes sodavand og øl (eller andre alkoholiske drikke med en tilsvarende alkoholprocent som f.eks. breezers). Ved Hebefester og skolefest må der desuden skænkes bordvin. Eleverne viser medansvar og må ikke medbringe egne drikkevarer. Der udskænkes ikke øl til stærkt berusede personer, og personer, der vurderes at være stærkt berusede, kan efter omstændighederne bortvises øjeblikkeligt fra arrangementet.

Konsekvenser

Gymnasiet ønsker at medvirke til, at en afhængighed af rusmidler hverken skabes, vedligeholdes eller udvikles på skolen. At være påvirket af rusmidler på skolen betragtes som en alvorlig overtrædelse af skolens ordensregler. Elever som ved deres adfærd alvorligt bryder med skolens politik og retningslinjer vil blive bortvist.

Det gælder ved adfærd som, at ...

  • medbringe, indtage eller distribuere illegale stoffer på eller ved skolen. Kriminelle aktiviteter vil medføre politianmeldelse.
  • optræde i beruset tilstand på skolens område. Hvis eleverne er under 18 år, informeres forældrene.
  • Ved overtrædelse af forbuddet mod euforiserende stoffer vil rektor iværksætte en eller flere af de sanktioner, der fremgår af § 7 i bekendtgørelse om studie- og ordensregler i de gymnasiale uddannelser.
  • Ved overtrædelse af reglerne om alkohol kan rektor iværksætte en eller flere af de sanktioner, der fremgår af § 7 i bekendtgørelse om studie- og ordensregler i de gymnasiale uddannelser.
  • Ved mindre overtrædelser af reglerne om studieture, vil eleven blive indstillet til samtale med rektor efter hjemkomsten. Ved grovere overtrædelser vil eleven blive hjemsendt for egen regning.

Det er et led i gymnasiets politik så vidt muligt at støtte personer, som er blevet afhængige af alkohol eller andre rusmidler. En elevs misbrug er ikke kun et problem for vedkommende, men vil også være skolens problem. Det forudsættes derfor, at alle ansatte og elever på skolen aktivt deltager i både synliggørelse og løsning af sådanne problemer. Ved mistanke om et problem kan teamlærere, studievejleder eller skolens ledelse kontaktes.

Ledelsen vil i det enkelte tilfælde vurdere, i hvilket omfang der vil kunne stilles hjælpeforanstaltninger til rådighed som f.eks. konsulent- eller psykologhjælp.

Fravær i forbindelse med et aftalt behandlingsforløb betragtes som sygefravær.

Gymnasiet forudsætter, at elever, der har et misbrugsproblem, samt forældre til elever under 18 år, aktivt medvirker til en løsning af problemet. Ved overtrædelse af aftaler kan permanent bortvisning komme på tale.