Propylæerne

Det følgende år, altså i 1993, blev det murede indgangsparti, tegnet af Per Kirkeby, opført. Igen på baggrund af en dialog mellem Palle Rønde Møller og Per Kirkeby. Man kan følge noget af deres brevveksling i årsskriftet for 1993–94. D. 6/12–92 skriver Rønde Møller bl.a.:

///»I mine tåger ser jeg mange ting. Uden at jeg naturligvis skal blande mig. Jeg ser noget helt fladt: trapper, plateauer, rampe og måske en balustrade. Det hele sætter af fra den eksisterende arkitektur og skaber et sted, man har lyst til at opholde sig. Noget, der når det er færdigt, gør hele stedet rigtigt. Vovestykket har du jo klaret før. Jeg tænker på maleriet inde i skolen og arkitekturen der.

Jeg ser også et trappeparti med steler, uden at jeg derfor har «Nørgaard i Hjørring» i tankerne. El1er en trappe med et cylindrisk og et kasseformet tårn, man kan betragte himlen fra, siddende indeni. Vist en gammel ide fra haven.

Eller hvorfor ikke? En forport (propylon på græsk). Et Propylæerne i Aars! En passage med høje mure og flere indgange og rampe i midten. Og jeg ser måske også et værk i røde og gule sten«.///

Dette indgangsparti havde Per Kirkeby allerede beskæftiget sig med i forbindelse med en tilbygning til skolen, udført i 1983 af Friis og Moltke. Han havde bl.a. skrevet følgende til arkitektfirmaet:

///»Da jeg var i Års for at aflevere mit maleri, så jeg et glimt af jeres tilbygning til gymnasiet. Et alt for kort glimt til nogen grad af retfærdighed, men alligevel kan jeg ikke lade være med at kommentere et par aspekter. På grund af nærheden til det i Ålborg, og almindelig lyst til at blande sig i spændende sager. Byggeriet ser fornuftigt ud, jeg mener at det løser de krav som brugerne ud fra den eksisterende bygnings dårligdom har.

Men det der fangede mig var naturligvis den store halvcirkelformede portåbning i forbindelsesleddet mellem den gamle og den nye bygning. Der har du netop fat i et sådant element med klare mindelser om Arkitektur i en historisk forstand. Det er helt klart en formstørrelse, et æstetisk element. Det mener jeg naturligvis også der er i alle andre døre I har lavet, men normalt ser det så «fornuftigt» ud, at man ikke så ligetil opfatter det som en ren form. Men netop derfor står du i det til knæene. Det gammeldags ansvar. Hvad kaster det af sig. Laver vi et par næsten usynlige pilastre til at stramme formen op med?

En form har til en begyndelse en formalisme, en akademisk mulighed, men enhver formalisme rummer sin alvor i en indbygget mulighed for overskridelse. Hvor den dekorative musik bliver til en mere kantet størrelse. Hvor Dinosaurerne langsomt rører på sig.

Op til denne port er en trappe, stort set identisk med den nuværende som er et sørgeligt eksempel på manglende trappe-værdighed og små-gartneri. Den trappe kommer I også til at tage stilling til (om der er tid), og selvom den ikke er stor, er den der. Selv to trin kan føre til himlens port. Var det ikke her, man i lille målestok og næsten kostfrit kunne tage mine trappeforestillinger fra Ålborg op. De handlede jo om at give en trappe dybde og åbning gennem det paradoksale repoussoir-trick. Før i tiden: en sokkel med en løve der holder våbenskjoldet.

Det er indfald. Hvad betyder sådan en stor bue i forhold til facadens øvrige elementer. De moderne store vinduer. Er der noget i deres «rytme» som påvirkes af sådan en form nede i det ene hjørne? Var der andre opdelinger, der prikkede formen videre på en skønnere måde: små enheder af to tætte vinduer med mellemliggende 1stens pille, lige stik og fælles aflastningsbue? Det er blot mig der leger arkitekt, og jeg aner ikke hvordan I angriber sådan noget. Men jeg er nysgerrig. Og jeg står på enhver måde til rådighed. Og det er interesse, ikke honorar jeg taler om«.///

Og planerne blev til noget. D. 15. februar 1993 kan Per Kirkeby skrive til Palle Rønde Møller:

///»Kære Palle – Så er jeg så langt. Alt skulle gerne fremgå af planerne. Jeg har medsendt et dobbelt sæt.

Til sidst nåede jeg frem til en meget enkel plan. Og det er for mig et tegn på, at det måske er lykkedes. Trapperne er inde i en slags hal, uden tag, og yderst transparent, men dog meget stærkt markeret. Denne hal kunne have været to – både propylæerne, og så måske to strømme, op og ned, ud og ind, højre venstre. Og lidt kontinentaldrift, nogle tektoniske blokke der forskyder sig langs en forkastning. Men det har kun efterladt sig spor i form af en «transformator»-del med dybe skygger (som indersidespalterne i Göteborg), og så en udefinerlig rumlig skriden når man er inde i rummet, hallen. – Se på det, og lad mig høre. – «///