Digterspire fra Ranum debuterer i ”Hvedekorn”

Hold øje med Signe fra 3a, for hun er en af de unge danske poeter, man kan forvente sig meget af. Og som kan få hendes dansklærer til at rødme af benovelse og forståelig misundelse

Det er ikke alle og enhver forundt at få optaget et digt i det litterære tidsskrift ”Hvedekorn”, der i 1920 blev grundlagt af lyrikeren Tom Kristensen. For Tove Ditlevsen og andre berømte lyrikere lykkedes det, og nu er en gymnasieelev fra Vesthimmerland, Signe Lodahl Gjessing fra Ranum, også kommet gennem nåleøjet. Og med debuten i ”Hvedekorn” følger straks mere med. Signe måtte stille op på bogmessen i Forum i sidste måned for at læse sine digte højt, og man kan følge det hele og hendes oplæsning inde på en DR-hjemmeside, der hedder Testklubben, og som er reserveret til de mest spændende lyrikdebutanter.
Der er altså også kvaliteter i Udkantsdanmark: Digterfrø spirer ikke blot på stenbroen. Ja, måske kan Himmerlands natur ligefrem være med til at sætte gang i processen? Det kan man få fornemmelsen af, når man f.eks. læser et af debutdigtene:
Der kom et rapsgult indfald
Du skulle have badet dig i det,
men først syntes du ikke rigtigt, at du havde noget
badetøj
så nu sidder du som en spændserfantast med melonpulver på,
pudsig, som på en stor fin sløjfe
og kigger ind i lyset
og falder så alligevel lidt ind i morgenen,
mest fordi jorden hælder
og så fordi den tipper
dig ned fra sløjfen uden tøj på kloden drejer
os i solen
Signe går i 3a på Vesthimmerlands Gymnasium og HF, og når man ser den lyse, alfeagtige gymnasieelev i dagligdagen, kan man godt få det indtryk, at hun er en lidt skrøbelig pige, der går i sin egen verden og drømmer. Men her tager man helt fejl, viser det sig, når man f.eks. oplever hende under gymnasiets fællestimer. Op til valget havde skolen arrangeret en holmgang mellem Marianne Jelved og Lene Espersen, og her kan det nok være, at Signe var skarp i sine spørgsmål til de to politikere, især til Lene Espersen. For nylig var det så Henrik Quortrup, der talte om politisk spin til en fællestime, og her var den kendte politiske redaktør lige ved at komme op i det røde felt, da Signe spurgte til, hvordan det stod til med væsentlighedskriteriet i forhold til underholdningsværdien, når man udvælger nyheder i medierne. Hertil vrissede han noget med, at ”man sagtens kan lave studiekredse for politisk interesserede”.
Hun er altså optaget af virkeligheden og den samfundsmæssige debat, og det mærkes tydeligt i digtene, at der er noget på spil i dem. Det er ikke bare en leg med ordene. Som forklaring på, at hun begyndte at skrive digte for en fire år siden, giver hun:
”At åbne øjnene for en sart, men uforfinet, nær opfattelse af alt omkring os, tror jeg mange digtere drømmer om. Da jeg på efterskolen (Vester Thorup Efterskole) blev introduceret for digte og poesi, fandt jeg ud af, at det også var hvad jeg drømte om”.

Om digtes betydning siger Signe i et interview på DR-hjemmesiden:
”Digte kan trække den anden vej, vende stjernerne nedad. I en utålmodighed efter at give opmærksomhed, at røre ved ideen og stille sig op på det skrånende paradigme. En poetisk sansning. Kontaktsøgende. Og et eller andet sted bevidstheden om at have slået verdens fineste ting i stykker. Måske verdens fineste ting som rum. Digte er rum.”

Som det ses, bevæger Signe sig i spændingsfeltet mellem det konkrete og det abstrakte: Hun vil gerne have fat i stjernerne. Når man spørger hendes lærere i de kreative fag, som hun har haft på gymnasiet, lyder det samstemmende, at Signe er helt sin egen. Når hun sætter sig til klaveret for at spille, er det ikke efter noder, men den musik, der kommer ud af det, er alligevel så spændende, at nogle af de dygtigste drenge i gymnasiets undergrund af bands straks spørger, om hun ikke vil spille med hos dem. I billedkunst er det ikke en mimetisk gengivelse af noget konkret, men abstraktionen, der interesserer Signe, og det kommer der interessante lærreder ud af.

I efteråret var Signe med gymnasiet på en studietur til Alsace. Bl.a. på rundtur i Strasbourg, og her faldt hun i staver, mens hun lyttede til en gademusikant. Og væk var de andre. I sit referat af turen beretter hun om, hvordan hun finder tilbage til Katedralen, der var det aftalte mødested:
”smed en euro i guitaristens hat og gik, uden at vide hvorhen, indtil pladsen foran La Cathédrale tonede frem. Her sad 3.a og 3.s. Det blæste lidt. Stjernerne tændtes. En kvittering hvirvlede op, båret af vinden løftede den sig, steg højere og højere mod en stjerne, til den lignede stjernen på en prik. Den ville være ligesådan. Nu var de to, og kvitteringen fløj højere. Den navigerede efter stjernerne. Men i en tid, forskudt fra den selv; stjernens lys var forsinket med 1000 år. Papirlappen fløj efter fortiden og forbilledet, men rev sig i samme nu løs. Den nye stjerne, der fløj over hovederne på os, navigerede helt nyt”.
Igen denne optagethed af stjernerne og den filosofiske tilgang til virkeligheden. Det undrer derfor ikke, at hun til sin SRP-opgave (studieretningsprojekt i fagene engelsk og billedkunst), som hun netop nu sidder og knokler med, har valgt at beskæftige sig med William Blake og hans digte. Ikke lige det nemmeste stof!
Hun er altså ikke nem at sætte i bås, men det umiddelbare indtryk af noget skrøbeligt og sart holder ikke. Når hun sætter sig et mål, når hun det som regel, og hun er stædig og udholdende. Hun er langdistanceløber, og hun er også en talentfuld fodboldspiller. Har endda været med på skolens pigefodboldhold, da hun gik i 2.g.
Når folk fra Vesthimmerland hører om hendes mange talenter, vil de nok udbryde: ”Hun slægter moderen på!” Moderen, Ninni Lodahl Gjessing, er uddannet præst, udøvende billedkunstner og fremtrædende radikal politiker, medlem af byrådet og regionalrådet. Men her overrasker Signe igen, når man spørger til hendes kreative gener, for hun nævner først faderen, som er læge i Aars, og som man først og fremmest forestiller sig som naturvidenskabsmand: ”Min far har siden 50’erne været lidt af en poet. Og er stadig 50’er-poet”.
Af andre forbilleder nævner hun den franske poet Arthur Rimbaud, de hjemlige lyrikere Inger Christensen, Rolf Gjedsted og F.P. Jac, og i Testklubbens interview med hende nævner hun endvidere tyskeren Nelly Sachs. Så det ser ud til, at den sproglige studieretning, hun går på, også har sat sig sine spor.
Sådan vil vi uden tvivl blive ved med at støde på Signe: Søgende og med nye overraskelser i ærmet.