Om faget (niveauer)
KEMI på HF
Efter 2005-reformens ikrafttræden, er kemis rolle i HF og Gymnasiet en smule forskellig. På HF skal alle elever have kemi på C-niveau i 1.hf (obligatorisk), mens det i Gymnasiet hører til i gruppen af 3 naturvidenskabelige fag (biologi, kemi og naturgeografi), hvoraf alle elever skal udvælge 2 af de 3 fag på C-niveau. Et af de valgte fag skal desuden »opgraderes« over 2 år til B-niveau.
Kemi i 1.hf er en del af naturvidenskabelig fagpakke, der ud over kemi omfatter biologi og geografi. Undervisningen er præget af samspillet mellem de tre fag, og er gerne organiseret i temaer eller projekter. I 2.hf er der mulighed for at opgradere niveauet til Kemi (B).
I gymnasieafdelingen findes faget i flere af studieretningerne:
Sprog og Kultur : Kemi (C) og mulighed for Kemi (B)
Krop & Sundhed : Kemi (C) og mulighed for Kemi (B)
Natur & Videnskab : Kemi (B) og mulighed for Kemi (A)
Kemi beskrives nedenfor kort gennem de 3 niveauer: C-niveau (ét år), B-niveau (to år) og endelig A-niveau, hvor eleverne har faget over alle 3 år.
Kemi C-niveau
Faget giver en indføring i de naturlove, der bestemmer udseende og egenskaber for de tusinder af kemiske stoffer, vi er i kontakt med i hverdagen. Man skal også lære mængdeberegninger, så man kan forudsige udbyttet af en givet kemisk reaktion. Et meget vigtigt aspekt af faget er de praktiske laboratorieøvelser, hvor det teoretiske lærebogsstof afprøves og bekræftes gennem eksperimenter. I løbet af C-niveauet laves også små projekter. Her vælger klassen sammen med læreren et emne, som de vil gå særligt i dybden med. Det kan være C-vitamin, alkohol, miljøkemi eller noget helt andet. Kemi på C-niveau læses med to lektioner om ugen.
.jpg)
I kemi er der mange laboratorie øvelser til underbygning af det teoretiske pensum
Kemi B-niveau
B-niveauet omfatter groft set det beskrevne under C-niveau samt udvidet behandling af organisk kemi og syre/base reaktioner. Ikke alle kemiske reaktioner forløber til ende, og dette behandles under emnet kemiske ligevægte ligesom hastigheden af reaktioner behandles. B-niveauet læses med 3–4 lektioner om ugen.
Kemi A-niveau
Et fag, der løber over 3 år rummer naturligvis mange emner, der er velbeskrevne i undervisningsministeriets bekendtgørelse. A-niveau rummer en uddybende forklaring på kemiske stoffers opbygning og egenskaber. Som noget nyt i forhold til øvrige niveauer skal man lære at forstå kemiske reaktioners forløb. Vil en givet kemisk reaktion forløbe og hvor langt? Under hvilke forhold kan reaktionen bringes til at forløbe og hvor hurtigt vil den forløbe? På A-niveau skal man også lære de nyeste metoder til identifikation af stof, nemlig IR- og NMR-spektroskopi, ligesom A-niveauet naturligt kan indgå i studieretningsprojektet i december måned.