Oldtidskundskab

Man kan ikke forstå vores religion, vores kunst, vores historie, vore politiske begreber og vores retsopfattelse, hvis man ikke ved noget om oldtiden. Man vil tro, at det mærkelige hus på Capitol Hill er bygget af en sindsyg konditor, og at demokrati er noget, mormor og morfar sad og fandt på ude i Hvidovre.

Leder i Weekendavisen 30.01.09
 
Så kort og præcist kan det siges – uden en grundlæggende viden om oldtiden går vi glip af chancen for at forstå os selv, vores egen kultur og ikke mindst vores relationer til andre kulturer. Den vestlige kultur tager sit udgangspunkt i den antikke verden, hvad angår kunst, arkitektur, litteratur, filosofi og politik.
 
Oldtidskundskab er et kulturfag, der tager sig tid til at se på de store linjer i historien i et vekselspil mellem før og nu. Undervisningsmaterialet består af antikke tekster og antik kunst, der altid bliver sat i forhold til moderne litteratur, film og nutidens samfundsforhold. Oldtidskundskab ligger enten i 2g eller i 3g og afsluttes på C-niveau med en mundtlig eksamen.

Lærer i oldtidskundskab:

Helene K. Schmidt-Olsen  (HK) - HK@vhim-gym.dk