Observatoriet

Til skolens årsskrift, der udkommer juni 91 skriver Palle Rønde Møller en artikel med overskriften »Ølkassen og universet«, hvori han reflekterer over det nye observatorium:

»I kunsten har (…) kvadrat/kubus og cirkel/kugle siden Platons dage været magiske tegn for jord og univers. De genfindes i observatoriet som grundplaner med afledninger: trappe, platform, cylinder, bue og halvkugle, nedefra og op som en himmelfart. Det arkitektoniske henviser til sin funktion: at være mødested for jord og univers. Via os på ølkassen. Observation og kosmisk oplevelse inde i cylinderen. Udenfor på platformen tænkning eller meditation, gerne transcendental«.

Han henviser også til et manuskript, som Kirkeby har brugt til fællestimen, og citerer ham for at sige:

»Skuen er kunstnerens oplevelse af «at se» hvor de andre blot antager. Antager at virkeligheden er sådan en simpel, fælles, «sproglig» kode, som menneskeheden er blevet dygtigere og dygtigere til at beskrive ad teknisk vej. Med film og TV, feriens Kodakcolorbillede som den absolutte sandhed om hvordan der ser ud derude, i den optiske virkelighed«.

Som modsætning til den skuende kunstner siger Kirkeby om videnskabsmanden:

»Videnskaben ændrer som bekendt vort syn, i det lange løb. Men det er en proces der går meget langsomt, og ofte uden at de implicerede videnskabsmænd selv kommer til at se anderledes. Udgangspunktet er yderst sjældent en «skuen». Faktisk så sjældent at det ikke tæller når vi i almindelighed taler om videnskab. Der er sjældne øjeblikke, hvor det ikke er til at se forskel på Newton og Blake. Men også det som et stjerneskud. Videnskabens udøvere er ikke outsiderne, de ser udpræget sig selv som en del af den fælles kode. Og de ændringer og brud der indtræffer er mere noget der sker mod videnskabens egen erklærede hensigt. Uønskede virkninger af en procedure der skulle bekræfte og konsolidere normalkoden«.