Musikhuset

Og så er vi fremme ved sidste skud på stammen af Kirkeby-værker på VHG: Musikhuset. 

Typisk for Kirkeby er det, at et prægnant billede ligger til grund for hele skabelsesprocessen. Det skete f.eks. i forbindelse med museumsudvidelsen i Års, hvor det var Thors hammer, der meldte sig. I publikationen »Per Kirkeby: At bygge i Aars. Skitser til musikhus«, som Vesthimmerlands Gymnasium udgav i 1996, kan man følge kunstnerens idéassociation, hvad angår et musikhus: På side 91 er der en løst henkastet skitse af en kam med god afstand mellem tænderne. Nedenunder står der så i håndskrift: Redekam = Musik. Vi har nok alle som børn prøvet at lægge et stykke silkepapir over en kam og på den måde omdanne kammen til et simpelt musikinstrument. Personligt kan jeg i al fald stadig genkalde mig den kildrende fornemmelse i læberne, som denne musikalske udfoldelse gav.

Det er også et billede, der passer fortrinligt til egnen. Der skal meget luft til at få lyd af en sådan redekam, og vind har vi nok af her i Vesthimmerland (»Blæsten går frisk …« og Vindblæs!). Mon ikke også de lokale musiktalenter er rede til at give lyd fra sig i det nye musikhus? Og folk her på egnen véd, at man ikke både kan blæse og have mel i munden.