Musik
Musikfaget findes:
- som C-niveau i 1.g / 1.hf (skal vælges)
- som studieretningsfag på A-niveau
- som valgfag på A eller B-niveau
Musikfaget er igen i en rivende udvikling. Sidste gang det skete var i 1970’erne, hvor den rytmiske musik kom ind og satte sig på halvdelen af fagområdet. Nu sker det på det teknologiske område hvor edb har revolutioneret musikproduktionen, og hvor der som en følge heraf også er kommet fokus på hele den naturvidenskabelige side af faget: lydfysikken.
Jazz, rock, pop og klassisk – der er ingen stilmæssige grænser for musikken på VHG.

Musik på VHG
Musikfaget findes som kunstnerisk fag i 1.g og 1.hf (skal vælges) og som A-niveau fag i studieretningen Musik og kreativitet. Afhængig af elevinteressen vil faget også oprettes som valgfag på A eller B-niveau.
På alle niveauer indgår beskæftigelse med både gammel og ny musik i alle genrer og stilarter. Vi kan ikke nå hverken hele musikhistorien eller alle aktuelle stilarter, men vi skal først og fremmest lære eleverne at beskæftige sig fagligt med musik. Musikstykket skal betragtes som noget der er produceret i en given kulturhistorisk situation, og som noget der er placeret i en udvikling af de musikalske virkemidler. Vi behandler altså musikken dels ud fra en almen kulturel analyse, dels ud fra en specifik musikalsk analyse. Musiksmag kommer ind som det enkelte menneskes oplevelse af musikken – som noget der kan diskuteres og analyseres, men som helt afhænger af det enkelte menneske.
Musik medvirker i skolens elevstyrede musical.
Vi spiller ved festlige lejligheder: juleafslutning, skolefest mv. – og afholder hvert år en forårskoncert. Vi har eget husorkester samt et stort og velfungerende kor.
Musikfaget har til huse i det musikhus med topmoderne faciliteter; såvel instrumenter, lydudstyr og lokaler.