VHG-historielærer i samarbejde med ghanesisk kollega

Jeff Klintø har været i Ghana, hvor han var inviteret med som dansk repræsentant til et internationalt Unesco-seminar ...

Jeff Klintø, historielærer på Vesthimmerlands Gymnasium og HF, har siden år 2000, hvor gymnasiet i Års blev anerkendt som Unesco-skole, arbejdet med at gøre kilder til at beskrive slavernes historie mere tilgængelige for kolleger og studerende. Utallige er de gymnasieelever, der ved opgaveskrivning om trekanthandelen har nydt godt af den CD-rom med kildemateriale, som han har udgivet inden for Unesco-skolenetværket. Det var derfor ikke så underligt, at Jeff Klintø var inviteret med som den danske repræsentant til et internationalt Unesco-seminar i Ghana i august måned, afholdt i anledning af at FN har erklæret 2011 for internationalt år for folk af afrikansk herkomst.

De deltagende lande repræsenterede de forskellige aktører i den transatlantiske slavehandel: Danmark og England f.eks. som repræsentanter for de kolonisatorer, der på den vestafrikanske kyst etablerede handelsstationer og indkøbte slaver. Afrikanske lande, hvorfra udskibningen foregik, og endelig lande som Trinidad og Tobago, hvortil de afrikanske slaver blev bragt for bl.a. at arbejde i sukkermarkerne.

Formålet med mødet var at udveksle erfaringer med hensyn til at undervise i dette mørke kapitel af verdenshistorien og også at sætte det i relation til nutidigt slaveri. Noget, Unesco-skolerne i flere år har arbejdet med under overskriften ”Breaking the Silence”. Under mødet gjorde Jeff Klintø den iagttagelse, at det nok er repræsentanter fra den amerikanske verdensdel, for hvem emnet er mest ømtåleligt, hvorimod de europæiske og afrikanske deltagere kan tale mere objektivt om fortidens synder.

Nogle af deltagerne i seminariet med naturligt midtpunkt

For historielektoren fra Års var seminaret også en kærkommen lejlighed til at se sporene efter danskernes tilstedeværelse på den afrikanske vestkyst med egne øjne og dermed danne sig et konkret indtryk af den danske aktivitet, som han indtil da kun havde læst teorier om. Derfor tog han også til Ghana en dag før de andre deltagere, og han havde i forvejen hyret en guide til at vise sig rundt i området. Og det var her, det viste sig, at der er god mening i et nærmere samarbejde mellem danske og ghanesiske historielærere. Rundt omkring i landskabet står der f.eks. ruiner fra danskertiden, men da afrikanerne hidtil ikke har haft adgang til de danske kilder, som de af gode grunde ikke kan læse, er der meget af deres egen historie, de ikke har kendskab til. Flere af disse kilder er imidlertid nu blevet oversat til engelsk, og Jeff Klintø kan formidle sin viden om emnet videre til en ghanesisk kollega. Det forventer de sig begge meget af.

På jagt efter fortiden

Om sin jagt på spor efter danskernes tilstedeværelse i Ghana udtaler Jeff Klintø i øvrigt:

”Det mest synlige spor i hovedstaden Accra er det danske hovedfort Christiansborg. Fortet var det dog desværre ikke muligt at besøge, da Ghanas præsident har til huse her. Der er bygget et nyt præsidentpalads, men da den nuværende præsident, mens han var i opposition, kritiserede dette byggeri, ,forbliver han af politiske grunde stadigvæk i det danske slavefort. Man kan håbe på, at næste valg kan give fortet tilbage til historien.

Wulffs hus

I nærheden af fortet besøgte jeg den danske embedsmand Joseph Wulffs hus, ”Frederiksminde”. Wulff var ansat på Christiansborg i perioden 1836-42. Som det var skik på den tid, fik Wulff sig en afrikansk kone, som han fik flere børn med. Wulff havde tegnet kontrakt for 6 år på kysten og døde tragisk nok, lige inden han skulle foretage sin rejse tilbage til Danmark.Han efterlod sig en familie på kysten som så mange andre danskere, og det er denne familie, der i dag ejer huset tæt på Christiansborg. Under besøget i huset fik jeg oplyst, at de stadigvæk ventede på at få et løfte indfriet fra en dansk ministers side, om at Danmark ville finansiere en restaurering af huset, så vores historie på kysten kunne bevares. Om denne minister var selvsamme Bertel Haarder, der var indskrevet i husets gæstebog, skal jeg ikke kunne sige. Måske må ghaneserne sande, at politiske løfter ikke altid skal tages for gode varer, og da slet ikke, når de er givet så langt fra den danske politiske tummel.

Resterne af Richters gård

Tæt på Wulff hus så jeg resterne af Richters gård. En velhavende købmand, der var mulat og søn af den danske guvernør J.E. Richter. Wulff beretter i 1839 om Richter, at han var ejer af 400 slaver og 10 tønder guld. Tilbage af hans pragtbolig er dog kun indgangspartiet og trappen, der førte op til hovedhuset.

Efter besøget i huset fortsatte vi ud til plantagen ”Frederiksgave”, som i 2007 stod genopført på ruinerne fra det oprindelige anlæg fra 1830. Her er de danske løfter blevet til virkelighed, og nationalmuseet har i samarbejde med lokale håndværkere og historikere genopført dette anlæg. Plantagen er et symbol på danskernes forsøg på at få noget nyttigt ud af den afrikanske besiddelse, efter at handelen med ”nyerhvervede” slaver var blevet forbudt i 1803. Den givtige plantagedrift på de vestindiske øer skulle også prøves her. Forsøget lykkedes dog ikke, og danskerne forlod kysten i 1850 efter at have solgt de danske besiddelser til englænderne. Ved plantagen sluttede min jagt på de danske minder også. Havde tiden været til det, var der flere ruiner fra danskertiden, som jeg gerne ville have set. Det må vente til næste gang”.

Fra plantagen "Frederiksgave"