Haveanlægget

Gang på gang i gymnasiets historie ser man Kirkeby optaget af at løse en eller anden praktisk opgave på sin egen kunstneriske facon. I tilfældet med observatoriet var anledningen, at gymnasiet af Dansk Nutidsmuseum, Aars, fik et kikkertudstyr stillet til rådighed, skænket af amatørastronom N.H. Böthel-Christensen, Haverslev. Og på et tidspunkt begynder han så også at gøre sig sine tanker om det omgivende haveanlæg. Som sædvanligt i en dialog med Palle Rønde Møller. Sidstnævnte skriver i skolens årsskrift fra 92 om anlægget:

»I paradisets have er der en slange. Slangen indgår også som et afgørende element i Per Kirkebys haveanlæg til VHG. Nok ikke som en paradisisk rekvisit, men mere som en henvisning til naturen. Og med sin kryben hen over jorden er den en udtalt modsætning til det himmelvendte observatorium. Så vær forsigtig, hvis du en dag spadserer i haven og hører en hvislen. Du kan blive opslugt«.

 

Haveanlægget blev bekostet af Ny Carlsbergfondet. Den praktiske udformning stod landskabsarkitekt Erik Juhl for. Nedenfor gengives Per Kirkebys redegørelse for anlæggets udformning i et brev til Ny Carlsbergfondets direktør Hans Edvard Nørregård-Nielsen:

///Kære Hans Edvard 13.3.92
Hermed planen for haveanlægget i forbindelse med murstensstørrelserne i Aars.

Den taler vel for sig selv, så godt en plan nu kan det. Hovedtrækket har naturligvis været at opfylde nogle af de »funktioner«, som det nuværende forkrøblede og misvækstprægede buskads forsøger at opfylde: først og fremmest at skille »haven« fra det uskønne idrætsanlæg med lappet løbebane osv., og så antyde en afslutning mellem bygningen og observatoriet, uden at lukke helt af. Her falder terrænet og giver en illusion af »udsigt« eller let »løft«.

Vi har også arbejdet med at give det hele et præg af et meget stramt formelt anlæg, som dog er let skjult og forskudt. En alt for gennemført udvendig geometrisering ville jo konkurrere med skulpturerne.

Vores mur af mørk hæk ser godt nok på planen spøjs ud, som en slange, men det er i virkeligheden ikke så slemt.

Set på jorden bliver den dog en baggrund af forskudte skygger. Den bølger også i højden og tvinges ned rundt om observatoriet, for at lade dette rejse sig i sin fulde stjernekiggerstolthed.

Den laver også, med hjælp af nogle træer, en niche til anlæggets eneste stele. Træerne er flerstammet birk, der fuldstændig ligner en tegning.

Og de er placeret parvis, som en allé, der er forskubbet, men hvor princippet stadig lader sig ane. De flerstammede birke er brugt på denne måde af henrivende artificialitet. Buxbomhækken er klippet med glidende hånd, men de afsluttende bøgeplateauer er virkelig skåret til. De fleste af anlæggets »skulpturer« er plateauer, der optræder som punkter eller nedslag af et »imaginært« niveau et stykke over plænen. Dette spil fastholdes og opløses samtidig i de firkantede bøge-formers anderledes stoflighed.

Den nødvendige adgangssti til observatoriet er »usynlige« græsarmerede chaussesten. Et spor af en form er dog uundgåeligt, og i stedet for at lande på et punkt ved observatorieterrassen lander vi tragtformet og »diskussionsløst« på hele terrassesiden.

En del af beløbet går jo desværre til en renovering af marken. Det er en mishandlet stump jord, sur og fortrædelig. Uden at gå nærmere ind på det vedlagte regnskab, skal jeg dog gøre det klart, at i denne sum (slutsummen) er også indberegnet landskabsarkitektens honorar til den bitre ende, dvs. beskrivelse til udbud, gennemførelse af udbudsforretningen, og overvågning/godkendelse af udførelsen.

– Og for nu at gøre det helt klart, jeg har naturligvis ikke beregnet noget honorar til mig selv og har heller ikke noget ønske om det. I al fromhed: at det her bliver gennemført er belønning i sig selv.

De bedste hilsener

Per Kirkeby///

Haveanlægget, der omkranser skulpturerne, er altså tegnet af Erik Juhl efter Kirkebys anvisninger. Selve beplantningen danner en slange, der slynger sig om murstensskulpturerne. Observatoriet og haveanlægget blev indviet i november 1990 og skulpturparken stod færdig i 1992.