Grib mikrofonen
Hos os er kreativiteten i top, hvad enten det er i eller uden for undervisningen. Og derfor er det ganske naturligt, at der optrædes, spilles, synges og underholdes.
Der rockes og synges
Musikundervisningen har ideelle vilkår i kommunens musikhus, som er placeret på skolens grund. Dette nyder vi alle godt af ved morgensamlinger, juleafslutning, forårskoncert og andre festlige lejligheder. Sidste skud på den musikalske stamme er det store skolekor, som ikke kun viser deres kunnen på skolen, men også optræder nær og fjern.
Musik betyder i det hele taget meget på skolen, og med jævne mellemrum besøger kendte navne skolen for at give koncerter. Også skolens husorkester giver den gas, når det optræder med heftige toner foran et begejstret publikum.
Morgensamlinger
Eleverne sætter i høj grad deres præg på de to ugentlige morgensamlinger med optræden, skøre indfald og vigtige informationer.

På de skrå brædder
Muligheden for at koble musikken med det dramatiske sker, når vi laver skolemusicals. Helt unikt er disse elevstyrede. Det vil sige, at eleverne trænes i at være instruktører, mens musiklærerne er kompetente vejledere.