Du er her: Forside > Galleri > Museumsprojektet for 1.g’ere

Museumsprojektet for 1.g’ere

Efter tur var hver af de nye gymnasieklasser i uge 38 på besøg hos genboen, Vesthimmerlands Museumscenter. Her gennemgik de et undervisningsforløb, hvor praktisk arbejde som tilberedning af »jernaldermad« i kogegruber og måling af stegetemperaturen blev kombineret med faglig viden om arkæologi, naturvidenskabelige metoder og praktisk museumsarbejde. Målet var at give eleverne et indblik i muligheder for tværfaglighed og det professionelle arbejde med kulturarven. Som afslutning på forløbet skulle de aflevere en rapport, som Lars Rasmussen fra museet retter.

Undervisningsforløbet er et pilotprojekt, og senere vil arbejdsgruppen bag projektet tage kontakt til andre gymnasier og museer i landet og invitere til en konference om anvendelsesmuligheder for eksperimentel arkæologi i gymnasieskolen.

Skønt dagene på museet bød på en del praktisk arbejde, såsom at grave huller, kløve træ og lave bål, gik de nye gymnasieelever til opgaven med højt humør. Også selv om den første klasse, 1a, som pionerer var sat på en uriaspost med at grave huller. De nåede således ikke at høste frugterne af arbejdet, en lækker flæskesteg med grøntsager og det hele, som de andre klasser efterfølgende gjorde.

På billederne kan man se, hvordan det foregik.