Første skoledag
Flaget var hejst og velkomstprogrammet foldede sig ud, da 213 nye STX-elever og HF-kursister indtog skolen ...
213 nye STX-elever og HF-kursister mødte friske op til første skoledag på vores skole, som skal være deres daglige arbejdsplads de næste to eller tre år.
Allerede uden for skolen mødte de en bastant modtagelseskomité i form af kommende afgangselever og -kursister, som var klædt ud i bryske kampuniformer i dagens anledning. Det så truende ud, men bag kampuniformerne gemte der sig såmænd varme hjerter, som faktisk havde glædet sig gevaldigt til at modtage alle de nye venner.

Efter den obligatoriske og noget trivielle suttesang, som fremtidens afgangselever venligst bedes forny og løfte til lytteværdig udgave, var det tid til underholdning og velkomstord. Herefter var det ud i sin nye klasse, hvor der foregik forskellige aktiviteter, og efter sandwichboller og fotografering blev alle sendt ud på skattejagt i grupper. Her skulle man bl.a. måle lærerværelsets samlede areal som en af de mange opgaver.
Først skoledag blev afsluttet med megadans i hallen, og det var imponerende at se, hvordan den polske idrætsslagter og glade teammanager kunne få 213 unge til at danse i flot takt.
Billeder fra 1. skoledag