Elevrådet

Elevrådet på VHG er dit talerør. Det gælder også på selve skolen, hvor vi varetager de interesser, ønsker og problemer, der eventuelt gør sig gældende for dig i din daglige gang på skolen, gennem et godt samarbejde med gymnasiets ledelse.

Men det gælder også i et større perspektiv. Studerende bliver i dag lige så hårdt ramt som mange andre grupper i samfundet, når der skal spares. Vi har set tiltag til, at SU'en for hjemmeboende studerende skal fjernes, hvad vil have store konsekvenser for mange elever; og også for eleverne på VHG. Derudover er forringelser på bustransporten, eller prisstigninger på samme, relevante emner for skolens elever. Det er her, du kan gøre brug af elevrådet, der på dine og alle de andre elevers vegne stiller sig kritiske over for forringelser af de studerendes forhold sammen med elevråd fra gymnasier i hele landet.

Vi kæmper for, at du på VHG må få den bedst mulige studietid. Elevrådet  er altså dit talerør, og det taler elevernes sag, både på og uden for skolen, for hvis ikke vi elever stiller krav, kæmper for vores rettigheder og taler vores sag, så er der ingen, der gør det.

Og så er elevrådet langt mere end studenterpolitik. Det er også venskab og sammenhold på tværs af klasser og årgange. Og det er erfaringer og oplevelser i rygsækken, som når vi laver forskellige arrangementer. Det kan f.eks. være lærerige foredrag eller sociale eftermiddagsarrangementer.

Også fremtiden vil byde på udfordringer for elevrådet, men jeg er sikker på, at kommende elevråd til tage teten og gå forrest i kampen for at sikre en god og uforglemmelig tid for dig og alle andre elever på VHG.

Dennis Lønstrup Pedersen, elevrådsformand 2010/11 og student, sommeren 2011