Regionalstævne i håndbold ...
Gigantium lagde halgulv til regionalstævnet, og på det dette var pigerne meget, meget tæt på at komme til DM-stævnet i en fantastisk tæt finalekamp mod Randers ...
Såvel drenge- som pigeholdet i håndbold forsvarede skolens ære ved regionalstævnet, der blev holdt i Gigantium. Modsat de seneste år, hvor det har været drengene, der har været tæt på at kvalificere sig til DM, var det i år pigerne, som var snublende tæt på.

Pigerne var i pulje med Morsø, Aalborghus og Hjørring. Første kamp mod Morsø endte uafgjort, men vi havde ellers sejren inden for rækkevidde. Såvel Aalborghus som Hjørring blev slået, og pigerne imponerede med flot spil. Det betød, at pigerne vandt puljen og skulle møde vinderen af den anden pulje, Randers Statsskole, i finalen.
Det blev en seværdig og lige kamp mellem stævnets to bedste hold, og først i kampens døende minutter formåede Randers at hente en snæver sejr i hus. Så det bliver Randers, der skal til DM. Pigerne var selvfølgelig skuffet, men dette ændrer ikke på, at de stod for en fremragende præstation, som skolen kun kan være stolt.

Drengene, der sidste år var i finalen, fik det kun til for alvor at svinge i 1½ kamp. I første kamp mod Morsø blev drengene så frustrerede over de unge dommere, at de helt glemte at spille ordentlig håndbold. Derfor en to-måls-sejr til Morsø. I næste kamp var drengene som forvandlet, og de fik stævnets største sejr (21-13), da de mødte Frederikshavn. Sidste kamp var mod Hjørring, og kunne drengene vinde med to, ville de være i finalen. Alt så godt ud ved halvleg, hvor VHG førte med 3, men en katastrofal start på anden halvleg resulterede i, at finaledrømmen brast.

Den halvbistre træner