Dansk
Alle elever på gymnasiet og HF skal have dansk (A) som obligatorisk fag i hele uddannelsesforløbet.
Dansk er et fag med flere grundlæggende og meget vigtige formål. Vi skal have:
1) Tekst- og litteraturlæsning. Vi skal læse både historiske og nyere litterære tekster, mest danske, men også svenske, norske og internationale tekster.
2) Sprog. Vi skal lære at håndtere det danske sprog, såvel skriftligt som mundtligt. Både i skriftlige afleveringer og i den daglige undervisning skal vi lære at udtrykke os præcist, afvekslende og korrekt.
3) Medier. tv, radio, film, internet, musikvideoer. Massemedierne er over os, og i dansk skal vi lære at analysere og forholde os kritisk til de mange indtryk vi får hver eneste dag.
Hovedformålene med dansk er at give jer kritisk-analytisk sans, beherskelse af et sikkert sprogligt udtryk samt hjælpe jer til en forståelse af vores identitet som danskere, europæere og verdensborgere.
Dansk skal også medvirke til at udvikle jeres æstetiske sans, dvs., at det at læse og i det hele taget beskæftige sig med litteratur og anden kunst også bliver nydelse og glæde.