Dansk på STX
I gymnasiet er dansk obligatorisk alle tre år.
I løbet af de tre år skal du arbejde med tekster, både moderne og fra den danske litteraturhistorie, fra vikingetiden op til vores egen tid. Du læser alle slags tekster: Digte, noveller, romaner, drama af både kendte og mindre kendte forfattere. Tekstlæsningen vil komme til at fylde halvdelen af dansktimerne, og du kommer til at læse rigtig mange spændende ting.
Også massemedierne kommer du til at arbejde med, både trykte, som aviser, blade, reklamer og elektroniske, som tv, internet og anden massekommunikation. Du skal lære at analysere og forholde os kritisk til de ting, du møder i din hverdag, og både tekstlæsning og arbejdet med massekommunikation skal hjælpe dig til at skærpe din sans for dette.
Sprogdelen beskæftiger sig med det danske sprog, som det ser ud i dag, hvor du skal lære at skrive og tale korrekt og forståeligt. Derfor skal du i dansk lære både grammatik og argumentationsteori, så du lærer at fremføre et argument. Du skal også arbejde med sproghistorie og sproget i forskellige sociale sammenhænge.
I dansk kan du såvel komme til skriftlig som mundtlig eksamen i afslutning af 3g.
I begyndelsen af 2g. skal du skrive en Dansk / Historie-opgave, og i 3g. skal du skrive et Studieretningsprojekt, hvor dansk kan indgå som det ene af de 2 fag.
Ligeså indgår faget også i samspil med andre fag i Almen Studieforberedelse (AT-forløb).
Link til Læreplan i Dansk på STX