Biologi

 

Biologi er læren om de levende organismers opbygning og funktion, deres oprindelse, indbyrdes samspil og relationer til det omgivende miljø. Biologiske undersøgelser og eksperimenter skaber den naturvidenskabelige baggrund for øget indsigt.

I biologi afdækkes slægtskaber mellem uddøde og nulevende arter, hvilket bidrager til vores erkendelse af kontinuiteten og variationen i den genetiske arv. Kendskabet til genetisk forskning bidrager til øget forståelse af nedarvningen af egenskaber, som f.eks. arvelige sygdomme.

Biologi beskæftiger sig bl.a. også med udviklingen inden for biologisk produktion (f.eks. grise- og kyllingeproduktion), hvilket stiller samfundet over for en række spørgsmål om miljøbelastning, naturbevarelse og sundhedsfremme.

Faget skal give faglig baggrund for forståelse af ideerne om bæredygtig udvikling, og give hver enkelt mulighed for at tage stilling til, vurdere og handle i sundhedsmæssige og miljømæssige spørgsmål.