6. december 2009

Holocaust-seminar i Jerusalem

Et ydmygt foto af en lille 12-årig, glad pige med langt hår og den stolte mor. To ægte fletninger i bunden af en glasmontre og teksten, der forklarer. Historien om en ubekymret ungarsk pige, som undgik saksen indtil den dag, hvor moderen følte sig nødsaget til at lade fletningerne falde før deportationen til Auschwitz i 1944. Ganske enkelt, fordi hun frygtede ikke at kunne pleje datterens hår under uvisse kår. De afklippede og flotte fletninger blev derfor afleveret til naboen, som lovede at passe nænsomt på dem, indtil den lille familie atter var hjemme. Det skete aldrig, og i dag befinder fletningerne sig på Yad Vashems nye historiske holocaust-museum i Jerusalem. Et enestående arkitektonisk mesterværk, men noget så forstemmende at vandre rundt i. Paralyserede blikke og en knugende tavshed, hvis man da ikke lige bryder sammen i gråd, som flere unge jødiske kvinder i militæruniformer gør.

Mange timer senere. I den lune aftenluft og fra hotelbalkonen på 7. etage overværes endnu en jødisk bryllupsfest ved poolområdet, da reaktionen pludselig indtræffer. Ikke et synligt følelsesudbrud, men en hård og kold klump, der rumsterer i maven og ender med at fæstne sig helt op i halsen med en væmmelig smag af foragt og utilstrækkelighed som følge. En isnende skælven, alt imens dagens oplevelser af menneskelig fornedrelse og ufattelig ondskab passerer igennem ens indre fremviser. Billeder og filmklip af vold på uskylden – skræmte børn, der følelseskoldt bugseres op på ladet i en lastbil som en lille sekvens af jødernes vej til udryddelse. Den lille pige i den polske ghetto, der grædende og desperat dasker til lillesøsteren, som allerede er bevidstløs og godt på vej til at dø af sult. Grusomme sekvenser af børn, kvinder og mænd, der barskt gennes af lastbilerne og jages i løb til massegraven for at blive skudt; blot fordi de er jøder. Og som om døden ikke er grusom nok, må ofrene tillige udsættes for ubegribelige ydmygelser, inden de myrdes. Mænd, der tvinges til at grave deres egen grav. Kvinder, som drives til at droppe alt tøjet og vandre nøgne hen til det gerningssted, hvor de skal myrdes. Og børn, der grædende klynger sig til deres mødre i sekunderne før, de brutalt mejes ned af tyske geværer. Umenneskelige dilemmaer, som kun syge hjerner kan udtænke og pålægge ofrene. Sidstnævnte – eksempelvis i form af Rumkowski, der var jødernes leder i ghettoen i Lodz. En aldrende og nok også magtsøgende mand, der stod frem ud fra den devise, at blot jøderne arbejdede ihærdigt nok, ville nazisterne nok indse, at de var uundværlige. Takken for dette var, at Rumkowski fik pålagt at vælge over 24.000 jøder, der skulle deporteres til udslettelse. Ghettoens befolkning blev derfor sammenkaldt en dag i 1942 på det store torv, hvor de hørte Rumkowskis lidelsesfulde, men også udødelige Give me your children – tale:
»A grievous blow has struck the ghetto. They are asking us to give up the best we possess – the children and the elderly. I was unworthy of having a child of my own, so I gave the best years of my life to children. I’ve lived and breathed with children, I never imagined I would be forced to deliver this sacrifice to the altar with my own hands. In my old age, I must stretch out my hands and beg: Brothers and sisters! Hand them over to me! Fathers and mothers: Give me your children!

(…)
A broken Jew stands before you. Do not envy me. This is the most difficult of all orders I have ever had to carry out at any time. I reach out to you with my broken, trembling hands and beg: Give into my hands the victims! So that we can avoid having further victims, and a population of 100,000 Jews can be preserved! So, they promised me: If we deliver our victims by ourselves, there will be peace!«
Troen på, at flittighed kunne redde ghettoens beboere, var selvfølgelig en illusion, ligesom nazisternes løfte var lige så lidt værd, som det var djævelsk, og Rumkowski omkom selv på et senere tidspunkt i Auschwitz.

Seminariet på Yad Vashem

Dette handler om et Holocaust-seminar på Yad Vashem i Jerusalem, som to af VHG’s historielærere – Eva Auken og undertegnede – er med på. Knapt to uger i Jerusalem og de bedste kursusdage nogensinde, men også de hårdeste i såvel fysisk som psykisk henseende. Program fra morgen til sen aften, men ikke i form af løftede pegefingre og søbende attitude. Derimod fortræffelige forskere, som hører til i den historiske sværvægtsklasse og kraftpædagoger udi formidling, der generøst deler ud af inspiration til konkrete forløb.

Yad Vashem – Israels stolthed – flot og prydende på et højdedrag. Skabt af en israelsk regering i begyndelsen af 1950erne med mod på at hylde heltene og ære de jødiske ofre under holocaust; senere udbygget i såvel omfang som faglig substans, så det i dag rummer såvel mindested, museer, forskning og en international skole for Holocaust-studier.

Det er sidstnævnte, som – i et flot samarbejde med DIIS’s afdeling for holocaust og folkedrab – arrangerer seminaret omkring Holocaust-studier for danske undervisere, og den opgave klarer de fortræffeligt.

Efter en faglig givende dag på hjemlig grund, og med bidrag af estimerede foredragsholdere med styr på fagstoffet, er der afrejse til Israel. Vel ankommet; en præsentationsrunde, tid til søvn og så afgang til første seminardag på Yad Vashem.

Orit Margasloit, en yngre historiker, starter hele seminariet med at vise et foto af en grædende og nedbrudt jøde i forbindelse med befrielsen af koncentrationslejrene, alt imens hun spørger, om det er sådan, at vi vil huske dette menneske. Og hun svarer selv, før nogle får dristet sig til en løftet hånd; Nej, vi må give ofrene et liv og en skæbne; vi må finde ud af, hvem de var.

For bag ethvert mord og fortrædelighed eksisterer der et overgreb på et menneske med en eksistens og historie. Et individ med en baggrund.

Og så er vi i gang
Emnerne er mange, og man bliver helt forpustet. Eksempler herpå: Judaisme, anti-judaisme, antisemitisme gennem tiderne og op til i dag, nazisternes race-ideologi, opførelsen af ghettoer i Polen og livet heri, hverdagsliv i Holland for jøder før krigen, bødlerne, vidnerne, ofrene og ikke mindst det store spørgsmål: Hvordan var det menneskeligt muligt?

Vi får således indsigt i, at antisemitismen altid har hærget i bølger; om Endlösung, der ikke var funderet på en oprindelig masterplan; om den franske revolution, der ironisk nok også blev grobunden for nazisternes ugerning. Vi vælger mellem Auschwitz-billeder for at finde selve essensen af Holocaust, og vi får kendskab til et land, der forsker i bødler ud fra den devise, at der skal findes et svar på spørgsmålet: Hvorfor? Ganske enkelt, fordi logikken fortæller, at bødlerne ikke er specifikke ondskabsfulde individer, men måske lige så godt kunne have været dig og mig?

Sidste dag indledes med en af de helt store giganter. Professor Yair Auron holder oplæg om et andet folkedrab end Holocaust; nemlig tyrkernes folkedrab på armenierne i 1915, hvor det skønnes, at op mod 1,5 millioner mennesker omkom. Interessant er det i den forbindelse, at Israel, som stat, ikke er så forhippet på at tale for meget om andre folkedrab, da det kan kaste en skygge over Holocaust og stjæle opmærksomheden.

Og så er vi nået frem til sidste indslag i en lang perlerække. David Brin, født i Lodz i 1930 og sendt til udslettelse i Auschwitz i 1944 sammen med moderen. Et usædvanligt stærkt menneske, der snød døden hele tre gange og senere arbejdede sig til en høj militær rang i den israelske hær, inden han valgte den civile tilværelse og et erhverv som økonom. Allerede ved ankomsten til Auschwitz besejrede han døden første gang, da en jødisk vagt fortalte, at han skulle slippe moderens greb og stille sig over i en anden række og så i øvrigt sige, at han var fyldt 15 år. I begyndelsen ville han ikke, men han blev overtalt og overlevede dermed. For moderens række blev ført direkte til gaskammeret. Senere fik et andet barn og Birn, med de bare fingre, kradset en dør op i en barak, hvor børn, der skulle i gaskammeret, var blevet anbragt, og sådan reddede han atter livet. På et spørgsmål om, hvorvidt disse oplevelser har fulgt med som et traume senere i livet, svarer David Birn, at han ganske vist er forfaldet til en mani med alskens litteratur omkring 2. Verdenskrig, ligesom han hver dag kan høre børnenes desperate skrig fra barakken, men også med den styrke, at han ikke føler sig skyldig! I øvrigt er Birn en glad kæmpe på snart 80 år, der har børn, børnebørn og en ny kæreste efter to forliste ægteskaber.

En sådan positiv livsvilje er jo en ganske passende afrunding på et langt, men intenst og fremragende seminar. Og et klart signal om, at ondskab aldrig vil være sejrsherren i sidste instans.

Israel i dag
De fleste af seminariets deltagere har først og fremmest beskæftiget sig med Israel i et nutidigt perspektiv, og derfor er det en ekstra bonus, at vi også får tilfredsstillet behovene i den henseende ved nogle aftenarrangementer. Således kommer rabbineren, Michael Melchior, forbi vores hotel en aften. Melchior er født i Danmark, men bor i Israel og har været viceudenrigsminister i Knesset. Melchior har i den grad pondus, og netop derfor er det nedslående, at han ser forholdsvist pessimistisk på en løsning af Palæstina-konflikten. Han giver således udtryk for, at selv om der er enighed om målet: En to-stats-løsning med Jerusalem som hovedstad for begge lande; ja – så kan man ikke enes om, hvordan målet indfries.

En aften er helliget til Danmarks repræsentant på Vestbredden, og en af de sidste aftener foregår på et hyggeligt hotel i Jerusalem; ejet af en kristen palæstinenser. Og så dukker en af Danmarks bedst skrivende skribenter op. Kristeligt Dagblads mellemøst-korrespondent, Allan Sørensen, har stor lyst og holder et særdeles inspirerende oplæg om Israel i dag. Da han taler både hebraisk og arabisk, har han reelt opbygget stor troværdighed i begge lejre. Ej heller Allan Sørensen ser særligt positivt på fremtiden. Iran er den nye magtfulde medspiller i Mellemøsten, og korrespondenten ser adskillige klare indikationer på, at det kan ende med et målrettet israelsk angreb på Iran i nærmeste fremtid. Ifølge korrespondenten er splittelsen mellem de to palæstinensiske politiske kræfter, AL-Fatah og Hamas, reelt større end skismaet mellem jøderne og palæstinenserne. Selv er Allan Sørensen absolut ikke bleg for at kaste sig ud i farefulde opgaver. Lige nu har han dog foræret sin skudsikre vest til en palæstinensisk ven, der kører taxa i Gaza. Han er en del af en palæstinensisk familie, der er røget i hård nabostrid grundet et påkørt æsel, som indtil videre har kostet 8 dræbte og 120 sårede. I øvrigt fortæller han også, at holocaustfornægtelse ikke kun er et iransk fænomen, men reelt er ganske udbredt blandt den arabiske befolkning og magtelite.

Og så er der jo udflugterne
Under hele seminariet er der hedebølge, hvilket betyder, at temperaturen aldrig er under 30 grader om dagen. Måske netop derfor spores en vis frustration over kun at have set Jerusalems centrum i aften-mørket den første lille uge. Nemlig, når man skal ind og spise sen aftensmad.

Udflugter er der dog indlagt i programmet. Først og fremmest på Yad Vashems område, hvor vi får store guidede rundture. Især børnenes mindested smerter, men særligt interessant er også Mt. Herzel, hvor faldne israelske soldater, store statsledere som Golda Meier og Rabin samt zionismens grundlægger, Theodor Herzel, er begravet.

Efterhånden bliver der også tid til udflugter uden for området. Således går turen op til oliebjerget en fredag, hvorfra vi kan skue ned over den gamle by og alle helligdommene. Fredag er jo jødernes hellige døgn, og alt lukker ned ved solnedgang; reelt om eftermiddagen! Inden da er vi dog vandret ned fra bjerget og til den have, hvor Jesus blev arresteret. Herfra ind i den gamle by, som bl.a. omfatter et besøg i Jesus Gravkirke og grædemuren.

De fleste tager til Sabbat i synagogen, men vi er fire, som allierer os med en palæstinensisk taxi-chauffør, der bringer os gennem tjekpunktet og ind på Vestbredden til Betlehem. Et kort stop ved Jesus’ fødselssted, og så til hovedattraktionen; et måltid på en lokal palæstinensisk restaurant. Her er der en menu på kortet, og det er grillet kylling, som serveres på et stykke papir, men med brød og alskens former for dyp. Venlig atmosfære på fremmed grund og rent chikaneri af taxichaufføren ved tjekpunktet på vejen hjem. Og hvor unge kvinder og mænd i uniformer har mere travlt med at flirte end at agere. Vores gode chauffør bliver noget tavs, og da han atter kan køre efter at have fået legitimationskortet tilbage peger han til højre mod den oplyste mur i aftentimerne og kalder den spydigt for Berlin-muren.

Der er tur til verdens laveste punkt; det døde hav, som befinder sig 400 meter under havoverfladen. Inden det salte vand, skal vi dog lige en tur op på Masada i ørkenen på Vestbredden. Temperaturen er over 40 grader, da vi stiger ud af svævebanen på det bjergfort, hvor jøderne kæmpede tappert mod overmagten med kollektivt selvmord som følge. Og herfra til en sand oase midt i ørkenen, hvor vi kan bade under vandfald og palmestrøg. Ifølge vores dygtige guide er det her selveste Edens Have fra testamentet?

Og så står den ellers på svævende stunder i det døde hav, som nok skal få kureret en sølle fod, der – et par uger forinden – har været i bister nærkontakt med et søpindsvin i Tyrkiet.

Også en tur op i den nordlige del af Israel til en kibbutz beliggende i den flaskehals, som var FN’s oprindelige løsning på en to-stats-løsning, men som i stedet resulterede i krig og et større Israel. Langs motorvejen har vi en glimrende, men også sørgmodig udsigt til den mur, som vores palæstinensiske taxa-chauffør sammenlignede med Berlin under den kolde krig. En mur, der blev bygget, da selvmordsbombere, under den anden intifada, skabte død og gru, men som også har den konsekvens, at den splitter palæstinensiske byer, hvorfor man afskæres fra venner og egen jord.

I kibbutzen, Bet Terezin, er der et mindre Theresienstadt-museum, hvor jo bl.a. de danske jøder, der ikke slap til Sverige, var indsat. To udstillinger i relation hertil kryber ind under huden. Den første handler om sport i Theresienstadt, hvor der eksisterede en decideret fodboldturnering. Vi ser en propagandafilm med lejrens jødiske fodboldstjerner, som alle efterfølgende blev sendt til en af udryddelseslejrene. Dette bliver især interessant, da lederen af museet fortæller, at hans farbror spillede med på det ene fodboldhold, og lige pludselig får disse energiske spillere en historie, hvad enten de omkom i gaskammeret eller overlevede med ar på sjælen. Den anden interessante udstilling handler om en flok unge teenager-drenge i lejren, som med pen og kummerlige arbejdsredskaber formåede at lave en lille, men flot avis, der både havde bid og en livskraftig optimisme. De døde alle i de nazistiske udryddelseslejre på nær en, som en lille, nutidig skolepige opsøger i en enestående israelsk dokumentarfilm. En lille filmperle, som burde være obligatorisk pensum i folkeskolens historieundervisning.

Efter alvoren er der rundvisning i kibbutzen og et vingesus af fordoms fællestanker.

Ind imellem de mange udflugter er der også tid til et besøg på det historiske museum i Jerusalem, der er nabo til parlamentet, Knesset, og som bl.a. rummer en gengivelse af den oprindelige gamle by samt dødehavs-rullerne. Absolut seværdigt!

Jerusalem – en by med kontrol
Israel er et land i krig, siger Michael Melchior og hermed forstår vi bedre, hvorfor sikkerheden er i top. I begyndelsen undres vi nok over de mange våben og såvel drenge som piger i soldater-uniformer. Men efterhånden vænnes vi også til omstændighederne, og den megen kontrol med tjek af tasker og lommer i forbindelse med adgang til selv det mindste supermarked, bliver en naturlig del af dagligdagen. Og faktisk foregår det hele meget afslappet. De mange våben er ikke en statistisk dødsårsag; i dette land er bilulykker klart på førstepladsen, for israelerne er bestemt ikke anstændige chauffører.

Vi hører meget om, at sekulariserede jøder flygter fra Jerusalem til Tel Aviv og andre steder i Israel. Jerusalem er simpelthen for meget religionernes mekka, og dem, der ikke er fanatikere, kan have det svært i denne metropol. Fanatiske synes især de ortodokse jøder med deres markante klædedragter og frisurer. På rundtur med en palæstinensisk taxa-chauffør ser vi de ortodokse kvarterer og må konstatere, at den israelske regering snarest må få noget af et problem. I og med, at de ortodokse får en slags statspension, der ikke fordrer modydelser; f.eks. i form af et egentligt arbejde og værnepligt. Og med fødselsraterne i de ortodokse miljøer i tankerne, kan vi kun fundere over, hvor længe en moderne stat, som Israel, har råd til at underholde unge mænd med en ortodoks baggrund?

Bortset fra de religiøse spændinger, forstår man ikke flugten fra denne skønne by. Som mørket omfavner byen, ligner den enhver anden moderne storby, og det kribler af en international atmosfære og ungdommeligt festhumør. Som inkarneret steak-dyrker skal man dog alligevel vare sig, da de mange kosher-restauranter kun byder på fisk eller vegetarretter.

Hjemme igen og hvad så?
Det enorme erfaringskatalog, som man hjemkommer med, skal selvfølgelig helst bruges i undervisningsøjemed. Mere end 80 siders notater skal bearbejdes og forhåbentligt på sigt munde udi internt undervisningsmateriale. Vidensdeling og denne artikel er første skridt på en vej, der skal bane vej for AT, KS, historie og EP-forløb i folkedrab, holocaust, antisemitisme og ondskab.

Jeg har ladet mig fortælle, at der pønses på et nyt kursus næste år. Må flere af skolens lærere få mulighed for at deltage heri. De bliver under ingen omstændigheder skuffet.

En stor tak til de danske arrangører, Otto og Tine, samt vores trofaste fodboldfan og historiker fra den internationale skole på Yad Vashem, Yiftach Meiri. Det er dem, som skabte det bedste kursus, Eva og jeg har været på!

Morten Severin